Den 20. august 2023 kastede vi fortøjningerne i Middelfart og satte kurs mod en drøm, vi havde arbejdet hen imod i årevis – en jordomsejling. Rejsen begyndte sammen med Lauge og Mathias, men undervejs har eventyret udviklet sig, og i dag fortsætter jeg alene ombord på Triboloca.
Målet har dog aldrig ændret sig. Jeg vil opleve verden fra havet, udforske steder langt fra de klassiske turistdestinationer og møde de mennesker og kulturer, som gør hvert land unikt. For mig handler en jordomsejling ikke kun om at krydse oceaner eller sætte kryds på et verdenskort. Den handler om friheden til at sejle, hvor vinden fører mig hen, om lange dage på åbent hav, om små øsamfund midt i ingenting og om de oplevelser, man kun får, når man ankommer i egen båd.
Triboloca er mere end bare en sejlbåd – den er mit hjem, mit transportmiddel og min base for eventyr. Undervejs inviterer jeg gaster med ombord, som bliver en del af rejsen på kortere eller længere etaper, og sammen skaber vi minder, der varer resten af livet.
Her på siden kan du følge rejsen rundt om jorden, læse om livet ombord, se hvilke togter du kan komme med på, og få et indblik i både de fantastiske øjeblikke og de udfordringer, der følger med et liv til søs. Jeg deler løbende historier, billeder og videoer fra rejsen på Instagram @threeguysoneboat – så hop ombord og følg med på eventyret.